Men en dag fik jeg nok og sagde min mening. Da fik jeg hans kærlighed at føle. Helt uden varsel knaldede Ib en knytnæve ind på mit ene knæ. Smerten var ulidelig, men chokket var større. Jeg humpede ind i soveværelset og lukkede døren. Prøvede at få kontrol over mig selv. Hvad var det, der var sket? To minutter efter kom han stormende ind til mig. Han råbte og skreg. Hans stemme skar gennem kroppen på mig. Han hånede mig og sagde, at hvis jeg tænkte på at melde ham for vold, så ville de grine af mig på politistationen. Det var nemlig ikke vold, når han ikke havde slået mig i hovedet. Derefter smækkede han døren, og der var stille i lejligheden.
Mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Ville politiet ikke tro på mig? Var det ikke vold? Skulle jeg forlade ham? Hvis jeg forlod ham, hvad skulle jeg så gøre? Udmattet faldt jeg i søvn og vågnede ved, at Ib kom ind til mig. Han sagde, han havde købt ind til lækker aftensmad og en film, vi kunne hygge med. Modvilligt fulgte jeg med ham ind i stuen. Vi spiste den mad, han havde lavet og så filmen. Men jeg hyggede mig ikke. Mine tanker kredsede stadig om det, der var sket.